Bannerøkonomi med flere parter
Bannere er reklamer. De handles som enhver anden form for reklame.
Der er to eller oftest tre parter i en bannerhandel:
Annoncøren (buyer), som køber bannere.
Udgiveren (publisher, seller) som sælger bannerplads.
Et network (bannerbureau), som varetager salget for udgiveren.
Som det kommercielle arrangement indikerer, er det meningen at alle tre parter skal tjene på banner-handlen.
Fordeling af provenuet
Annoncøren betaler x antal kroner for en kampagne. Han betaler til bannerbureauet. De tager deres kommission, som typisk er på mellem 35% og 50% af kampagneprisen.
Udgiveren modtager resten som site fee. Dette revenue udgør mellem 50% og 65% af kampagneprisen.
Mediebureau
Ofte indgår et mediebureau i handlen. Det er en virksomhed, som planlægger annoncekampagner for store virksomheder. De booker kampagner i de forskellige medier for annoncørerne. Mediebureauet får gerne 15% rabat. Denne rabat går fra brutto-indtjeningen, så bannerbureau og udgiver deles om de resterende 85%.
Trafik = kroner
I Internet-økonomien er trafik = kroner. Har man trafik (besøgende), kan man tjene på det. En udgiver kan tjene penge ved at sælge plads på hans/hendes hjemmesider - når der er et vist antal besøg.
Udgiveren ved, at der kommer så og så mange tusinde besøg om måneden, og dermed kan han sælge et tilsvarende antal banner-eksponeringer (fremvisninger).
Kampagner
Meningen med banneret er først og fremmest at skabe trafik (flere besøgende) til annoncørens web-sted. Da bannere fungerer som andre reklamemedier, betyder det, at annoncøren kører sin reklamering i kampagner.
Indenfor en bestemt periode køber annoncøren x antal tusinde bannervisninger. Da annoncøren er interesseret i maksimal effekt af reklame-kronerne, skal de placeres på de web-sites, som bedst passer til hans produkt. Han gør det i håb om, at en så stor procentdel som muligt af de besøgende klikker på banneret og dermed bliver til besøgende på annoncørens sider.
Fortsættes …
Forrige side
Copyright (c) 2000-2001 by Michael B. Karbo.