4.1 Hvad er der galt med den mus?

Musen er klart den største synder, når det angår arbejdsskader ved PC. Det skyldes ganske enkelt, at musens grundlæggende konstruktion er forkert. Den medfører meget let overbelastning af arm, skulder og nakke. Musen passer simpelthen ikke til menneskets anatomi.

Små bevægelser

Musen skal bevæges i de små, præcise bevægelser, for at man kan ramme præcist på skærmen. Disse bevægelser burde foregå med fingrene, for de er fra naturens side beregnet til de mere finmotoriske operationer.

Når du sidder og ruller en mus frem/tilbage/ højre/venstre, så sker bevægelserne i musklerne omkring skulderen samt i underarmens store strække- og bøjemuskler. Sådan noget er disse muskler slet ikke beregnet til; de er skabt til store og tunge bevægelser såsom at save og skære.

Når vi bruger de store tunge muskler til finmotorisk præcisionsarbejde, skaber det i første omgang spændinger og infiltrationer i håndled, albue, skulder og nakke. Senere kan det gå over i deciderede "betændelsestilstande" - og så er skaden i fuldt udbrud.

Endelig skal dobbeltklikket nævnes, det er absolut ikke smart, at skulle klikke to gange hurtigt efter hinanden, mens musen skal holdes helt stille.

Hvad kan vi gøre?

Desværre er der ingen nem løsning på problemet, men det kan lade sig gøre at undgå museskader. Kodeordene er:

  • Omtanke
  • Variation
  • Pauser

    Flere mus på samme PC

    Du skal afprøve en masse forskellige mus. De er så billige, så du kan lige så godt købe nogle forskellige. Du kan sagtens tilslutte to eller sågar tre mus/trackballs til samme PC. Hav som minimum to mus til samme PC og hav en tredje til at skifte med.

    Jeg synes selv godt om følgende kombination:

  • En trackball
  • En ergonomisk (assymetrisk) tre- eller fire-knaps mus
  • En mere traditionel designet mus, fx med rullehjul

    Det er en fordel, hvis mindst en af musene er trådløs, for ellers bliver der for mange kabler på skrivebordet.

    Der er stor forskel på musene, så det giver god variation at have mere end én. Visse mus findes også i udgaver til højre-/venstre-hånd, og i forskellig størrelse. Dem har jeg dog ikke testet.


    Næste modul

    Forrige modul


    Copyright Michael Karbo.