KarbosGuide.dk

Nikon D2H

Nikon D2H
  • Næste side
  • Forrige side

    idg580


  • Så er der spændende nyheder fra Nikon.

    Nikon er kendt for en serie fremragende spejlrefleks-kameraer i 35 mm-formatet. Nikon var fra start af førende med digitale modeller - første omgang med kameraet D1, der mere eller mindre revolutionerede markedet for professionelle spejlrefleks-kameraer. Utallige pressefotografer "gik digitalt" med Nikon D1.

    Historien bag

    Det oprindelige Nikon D1 er et kamera, der bygger på det ekstremt kraftfulde og solide F5-hus. D1 er senere kommet forskellige variationer som D1H og D1X, og modellen D2H følger i samme spor. Der er tale om et solidt og hurtigt kamera, der i praksis fungerer ganske som et analogt spejlrefleks-kamera.

    Sideløbende med disse professonelle kameraer producer Nikon også den populære og prisbillige model D100, der sælges til mere avancerede amatører. Men modellen 2DH er beregnet til professionelle fotografer. Prisen ligger på omkring kroner 30.000,-.

    Nikon D2H

    Helt ny sensor

    Det helt sensationelle (i hvert fald set med undertegnedes øjne) ved modellen 2DH er billedsensoren, som Nikon selv har udviklet.

    Det er påfaldende så stille Nikon går med tingene. De tidligere modeller (D1 osv.) benytter Full Frame Transfer-sensorer fra Kodak, men nu viser det sig, at Nikon selv har arbejdet i ti år på at udvikle en billedsensor. Det har der ikke været skrevet det mindste om i medierne, men nu er sensoren her.

    Nikons ny sensor er af typen "JFET LBCAST", hvilket står for Junction Fiels Effect Transistor og Lateral Buried Charge Accumulator and Sensing Transistor array. Det er en teknologi, der minder meget om CMOS, som Canon med stor succes benytter i deres sensorer.

    Nikons LBCAST er bare hurtigere og bruger mindre strøm (der bruges kun tre transistorer pr. pixel mod fire i CMOS-sensorer). De nævnte JFETs erstatter de MOSFETs, der bruges i CMOS-sensorer (spørg os ikke, hvad det betyder).

    Nikons JFET LBCAST-billedsensor

    Den ny sensor er kombineret med en stor buffer (1 Gigabyte RAM fik vi oplyst, men det lyder umiddelbart lidt voldsomt). Tilsammen giver det en voldsom kraftig ydelse:

  • En burst-rate på 8 billeder i sekundet med op til 40 JPEG-optagelser på fem sekunder.

  • Øjeblikke opstart. Den ny sensor skal ikke klargøres med støjmåling og lignende, der forsinker opstarten i CMOS-sensorer.

    Herudover giver den ny sensor et lavt strømforbrug og et formindsket støjniveau, især i mørke billedområder. Den ny JFET LBCAST-sensor skulle i følge Nikon være alle andre sensortyper overlegen.

    Personligt er jeg mest spændt på at se, hvor lysfølsom og støjsvag sensoren viser sig at være. Her er Nikon jo i hård konkurrence med Canons CMOS-sensorer i kameraerne EOS 10D og EOS 300D, der er utroligt støjsvag. De fotograferer helt uden problemer ved følsomheden 800 ISO.

    Nikon D2H - rent teknisk

    Nikon D2H er altså det første kamera med den ny JFET-sensor.

    Den optiske opløsning er på 4,5 millioner pixels, hvilket ikke er voldsomt meget. Det ser vi ikke som noget problem. Kameraet er først og fremmest lynhurtigt og dermed især beregnet til pressefotografer, der vil nyde den hurtige dataoverførsel og de 40 optagelser, der kan laves på 5 sekunder. En opløsning på 4,5 MP er fuldt ud tilstrækkelig.

    De enkelte pixels er relativt store i D2H. Selve sensoren måler 23,1 x 15,5 mm, hvilket Nikon kalder DX-formatet. Det giver plads til mange pixels, men da der "kun" er 4,5 million af dem i denne sensor, får vi til gengæld en høj dynamik. Sensoren kan fange mange farvenuancer, og kameraet kan da også aflevere 12 bits farvedybde i RAW-filformatet (her kaldet NEF).

    Billedstørrelsen er 2464 x 1632 pixels, og kameraet kan som nævnt gemme både i 12 bit RAW og JPEG samtidigt.

    Nikon D2H

    Kameraet er den hidtil hurtigste digitale spejlrefleks-model på markedet. Det her en shutter-lag på blot 37 millisekunder. Det er den tid, der går, fra du trykker af til billedet tages. Samtidig er viewfinder blackout nede på 80 ms. Det er den tid, hvor spejlet skygger for søgeren, og her er 80 ms meget kort, faktisk kortere end et blink med øjet.

    Der er mange andre elegante og innovative detaljer ved kameraet. Vi kan nævne to:

  • Tre uafhængige systemer til måling af hvidbalancen.
  • Trådløs overførsel af data.

    Hvidbalancen beregnes på baggrund af tre forskellige typer informationer: Billedsensorens registrering. En 1005 pixel stor speciel hvidbalance-sensor. En ekstern WB-sensor på kamerahuset. Informatioer fra disse tre kilder indgår altså i den endelige optimering af hvidbalancen.

    Endelig skal nævnes bundstykket WT-1, som er ekstraudstyr til Nikon D2H. Det giver adgang til trådløs overførsel af data til pc (inklusive FTP). Overførslen sker efter den almindelige WiFi-protokol (802.11b), der kendes fra trådlse netværk. Det skule være en helt speciel oplevelse at se fotografierne poppe op på pc'ens skærm mens de tages.

    Alt i alt er Nikon D2H et spændende produkt. Desværre er prisen så høj, at det nok er ret få almindelige brugere, der vil købe kameraet. Vi kan så til gengæld håbe på, at Nikon snart kommer med en prosumer-version i prislejet omkring de 10.000 kr.

    DX Nikkor-objektiverne

    Som vi har set, har Nikon pt fem spejlrefleks-kameraer på markedet.(D1, D1H, D1X, D100 og D2H). Alle fem kameraer er kompatible med hele Nikons store sortiment af objektiver.

    Problemet med de traditionelle objektiver er, at de skabt til analoge kameraer med en lysfølsom flade på 36 x 24 mm. I de digitale kameraer måler det lysfølsomme område typisk 24 x 16 mm, og derfor ser vi den optiske forlængelse af objektivets brændvidde.

    Brændvidden i et 50 mm standard-objektiv forlænges typisk med faktor 1½, og bliver til 75 mm. Det er upraktisk, da vi egentlig ikke har brug for denne tele-forlængelse. Det bliver fx ret dyrt at få et ægte vidvinkelobjektiv, for der skal man ned have fat i måske 14 mm brændvidde.

    Hele denne problemstilling har ledt Olympus til udviklingen af spejlrefleks-kameraet E-1, der udelukkende benytter skrædersyede "digitale" objektiver, hvor brændvidden passer til behovet.

    Nikon går nu lidt den samme vej. Man betragter det som en stor fordel, at enhver Nikon-fotograf kan overføre sin objektivsamling fra det analoge til det digitale kamera. Men samtidig har man udviklet DX-serien af objektiver, der udelukkende er skabt til brug på digitale kameraer.

    DX-objektiverne er mindre og lettere end de traditionelle Nikkor-objektiver. De har en mindre billedcirkel, der er tilpasset sensorens areal:

    DX Nikkor

    Her ser vi en meget interessant udvikling. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at Nikon vil køre videre i dette spor: Man leverer digitale spejlrefleks-kameraer i den kendte og velfungerende størrelse og udformning. Men objektiverne er tilpassede det mindre billedareal. Dermed er problemerne med optisk forlængelse elimineret, og Nikon har en glimrende platform til udvikling af ny produkter.

    Det bliver også interessant at se, om den ny JFET LBCAST-sensor vil brede sig til andre typer Nikon-kameraer. Jeg har ikke kunnet få afklaret, om den skal benyttes sammen med en mekanisk lukker; det skal en del af de store billed-sensorer. Hvis det er tilfældet, kan sensoren kun benyttes i SLR-kameraer. I de små søger/lomme-kameraer er der jo ingen mekanisk lukker; billedsensoren belyses konstant.

    Nikon D2H blev introduceret i Danmark 15-11-2003.


    Læs også om Adobe RAW plugin til Photoshop.

    Læs om digitale kameraer i hæftet: "Digitalkameraet fra A til Z" og redigering af farvefotos i hæftet "Fotoredigering fra A til Z"


  • Næste side
  • Forrige side


    Copyright (c) 1996-2003 by Michael B. Karbo.