KarbosGuide.dk

Nye high-end kameraer efteråret 2003

  • Næste side
  • Forrige side

  • Tilløb til en konklusion

    I det foregående har vi beskrevet fire nye kameraer i den øvre prisklasse.

    Olympus satser meget med deres spejlrefleks-kamera E-1, som ser meget lovende ud. Kameraet er nydesignet fra bunden af, og byder på en række features, som vi hverken finder hos Nikon eller Canon. Med en pris på omkring 20.000 kroner henvender kameraet sig også til professionelle fotografer. De får her et meget "komplet" og fleksibelt kamera, der kan dække de fleste opgaver.

    Nikons D2H er det dyreste og er klart rettet mod pressefotografer, der har brug for hastighed. Så er der Canons prisbasker, EOS 300D. Det er nok det kamera, man på forhånd kan forvente det største salg af. Hvis prisen kan holdes på 10.000 kr. inkl. moms og objektiv, så bliver det svært at konkurrere med.

    Interessant er det, at både Canon og Nikon nu introducerer "digitale" objektiver, der ikke kan bruges til de analoge kameraer. Dermed får de velkendte kamerahuse et teknologisk løft; de ny objektiver er designet til brug med billedsensorer og ikke film. På den måde har Canon og Nikon faktisk hver især lavet deres egen (ikke-kompatible) version af Olympus 4/3-system.

    De sidste kamera i oversigten er Sonys DSC-F828 . Det følger en helt anden opskrift; man brygger videre på de bittesmå 2/3"-CCD-elementer. Sony sætter pixeltætheden endnu et trin op, og ender på den skelsættende opløsning 8 MP. Kameraet fuldendes af et meget lysstærkt Ziess-objektiv med hele 7X optisk zoom. Disse specifikationer skal nok generere et vist salg i sig selv. Der er altid forbrugere, der enøjet går efter den højeste opløsning og den største zoom.

    Er den store opløsning ubetinget en fordel? Personligt tvivler jeg. Jeg har selv fornemmelsen af, at 4 MP er den optimale opløsning til småbilledkameraerne, som vel efterhånden er det rette udtryk for dette segment.

    Behovet for pixels

    Vi har set, at springet fra 4 til 5 MP ikke nødvendigvis giver bedre billeder. Det fremragende Canon G3 er et 4 MP-kamera. I sommerne 2003 introducerede Canon en 5 MP-udgave kaldet G5. CCD-elementet er lige stort i begge kameraer, og forskellge tests viser da også, at G5 er mindre lysfølsomt end G3. Tilsvarende er der mere støj i de mindre lysdioder i 5 MP-versionen. Personligt ville jeg klart vælge G3, hvis jeg stod og skulle købe nyt kamera i den klasse. Fire megapixels er fuldt ud tilstrækkeligt til normalt behov.

    I tilfældet Sony DSC-F828 forøges opløsningen fre 5 til 8 MP i forhold til forgængeren F717. De to kameraers CCD-elementer har nøjagtig samme størrelse. Jeg tvivler på, at Sonys elektronik er så god, at man kan presse opløsningen så ekstremt uden bivirkning. Men det får vi senere at se.

    Bemærk opløsningen i de tre andre kameraer. Der er "beskedne" 4,5 MP i Nikon D2H. Der er "bare" 5 MP i Olympus E-1, og Canon arbejder med "blot" 6 MP både i EOS 10D og EOS 300D. Men billedsensorerne er alle mindst fire gange så store, som den i Sonys kamera. Der er ingen tvivl om, hvor der er størst lysfølshed, flest farvenuancer og mindst digital støj.

    Som tidligere beskrevet er det min overbevisning, at udviklingen af de digitale "lommekameraer" er ved at gå i stå. Uanset om CCD-elementet måler 7,2 x 5,3 mm eller 8,8 x 6,6 mm, så er den ikke stor, og det er begrænset, hvor gode billeddata, der kan hentes fra den.

    Det interessante er, om kameraerne med de halvstore, 4/3-lignende sensorer kommer ned i pris og dermed presser markedet fra oven. Eller om Sony fx kunne finde på at barsle med ny og større CCD-elementer.

    Jeg kunne sagtens forestille mig en CCD-sensor på 12,8 x 9,6 mm. Den ville kunne passe ind i kameraer, der rent størrelsesmæssig ville ligge et sted i mellem de kendte lommekameraer og spejlrefleks-modellerne. Og den ville være perfekt til opløsninger på 8 eller 10 MP. Det vil være lettere og billigere at fremstille et godt objektiv til disse lidt større sensorer. Små objektiver er sjældent særlig gode.

    Problemet med CCD-sensorerne er, at de er kostbare at lave. De fremstilles ligesom CPU'er i wafers, der er store flade plader, som rummer hundreder af CCD-elementer. Jo mindre det enkelte element er, jo flere af dem kan der være på én wafer. Så en lille sensor er en billig sensor.

    CMOS-sensorerne er rent teknologisk lettere at fremstille, og dermed er de også billigere. Så spørgsmålet er måske også, om vi kommer til at se CMOS-sensorer i mindre versioner - det kunne være rigtig interessant.

    Så mange spekulationer. Vi vender tilbage, når der sker ny teknologisk udvikling.


    Læs også om Adobe RAW plugin til Photoshop.

    Læs om digitale kameraer i hæftet: "Digitalkameraet fra A til Z" og redigering af farvefotos i hæftet "Fotoredigering fra A til Z" e


  • Næste side
  • Forrige side


    Copyright (c) 1996-2011 by Michael B. Karbo.