Se den næste weblog.

31.12.04.

Google's biblioteksprojekt. Firmaet Google er påbegyndt et gigantisk scanningsprojekt, hvor millioner af bøger fra de største biblioteker skal lægges ud på nettet. Læs mere her.

Kamera RAW. Vi har opdateret listen med kamerasoftware, beregnet til RAW-filer. Læs mere her.

30.12.04.

Billige ramkort. Priserne er styrtdykket på det seneste. Vi gav selv 500 kr for et Kingston CF-kort på 1 GB. Regn med, at SD kan være 10-15% dyrere end CF-kort. xD-kort kan koste op mod det dobbelte, og Memorystick kan være op mod tre gange så dyre. men prisfaldene har ramt alle korrtyper.

Årsagen til prisfaldene er, at de to store producenter Toshiba og Samsung, der leverer hovedparten af flash-ram-chipsene, har kastet sig ud i en priskrig. Så det er nu, at tiden er inde til at opgradere kameraets kapacitet. Køb kort på 1 eller 2 GB, efter pengepung. Hvis fotohandleren ikke har justeret priserne, kan du bare købe kortet på nettet.

Det er en herlig fornemmelse at kunne tage 600 billeder på en ferie, uden at bekymre sig om pladsproblemer! Og husk: Jo flere billeder, du tager, jo bedre bliver du til at betjene kameraet.

29.12.04.

Nye fotogallerier. Vi har taget en masse billeder i Sydfrankrig.

Se gallerierne her.

08.12.04.

Mozilla Thunderbird. Nu er e-mail-programmet fra Mozilla endelig frigivet i den første officielle version 1.0. Vi har selv benyttet Mozilla med stor tilfredshed siden version 0.7.1, så mon ikke den version også virker? Læs mere om Mozilla Thunderbird i hæftet "Windows XP - Powertips". Hent programmet her. Det er et glimrende alternativ til Microsofts produkter.

07.12.04.

Doonesbury. Den herlige satiriske tegneserie kan ses online på Washington Post. Det er gratis at registrere sig, så man kan se den og i øvrigt læse avisen online. Den kan anbefales. Det samme kan International Herald Tribune, som jeg selv læser dagligt. Her skal ingen registrering til.

02.12.04.

Nyt HTML-program. Vores hjemmesider er hidtil blevet fremstillet i det glimrende sharewareprogram NoteTab Pro. Men, nu er vi skiftet til Macromedia HomeSite+. Dette program er vist ment som et støtteprogram til Macromedia's grafiske web-designer Dreamweaver. Men Homesite+ er, som NoteTab Pro, en rent teksteditor, og det passer fint til vores behov og arbejdsformer. Så hvis du er til HTML og teksteditorer, så kig læs mere om Macromedia HomeSite+. Det er muligt, at vi kunne have fået NoteTab Pro progammeret til vores behov, men det begyndte at blive lidt besværligt. HomeSite+ er smart, fordi man kan lave en "deploy", hvor en HTML-fil automatisk uploades til to servere. Og vi har netop vort site kørende på to uafhængige servere.

Mere om RAW. Vi har lavet en liste med programmer, der har med RAW at gøre. Den er nu opdateret. Se Om RAW-konvertering.

24.11.04.

DAB radio, igen. Vi skrev, at "Privat kender vi ikke en eneste, der har DAB-radio". Det passer ikke, for som min gamle ven Jan skriver:

"Jeg installerede en DAB radio i min bil i sommer og havde den installeret da jeg besøgte dig sidst. En Blaupunkt Woodstock DAB 52 købt i metro for Kr 3200 incl moms (den fås nu i opdateret udgave som DAB 53 og DAB 54 der også kan optage musik med 10 sek forsinkelse - meget smart). Jeg ser at den samme radio kan fås hos enkelte netbutikker endnu billigere og jeg ser faktisk ingen anledning til at skulle købe en opgraderet version.

Lydkvaliteten er helt fantastisk og den lidt vattede normale radiolyd er væk. Den kan foruden at afspille DAB musik på kanal 12C også afspille MP3 filer med op til 12 timers musik på en CD. Det største problem var faktisk antennen til bilen. Der skal være en antenne til analoge signaler og en anden til digitale. Jeg købte en rudeantenne og fraset at det altid er lidt besværligt at montere en sådan pænt med skjulte ledninger og jording af antennen var der ingen problemer. For dem der er så heldige at have en tag antenne kan der fra Blaupunkt fås en kombineret analog digital antenne. Dog for mit vedkommende har det vist sig at rudeantennen er meget glimrende. "

Det var da et testimonial. Tak for det!

23.11.04.

Verdens største digitalfoto. Nu er der lavet et billede på 2,5 gigapixels. opløsningen er 78.797 x 31.565 pixels, og den er opnået ved at stitche 600 almindelige fotos sammen til et enormt view over byen Delft. Det tog universitetet 20 timer at samle optagelserne. Se en beskrivelse af projektet. Se billedet.

15.11.04.

Avanceret panorama software. Som jeg skriver det i bogen "Digitalfoto" fra forlaget Lindhardt og Ringhof, så er det en herlig oplevelse at fremstille panorama-optagelser. Man kan lave enorme vidvinkelpanoramaer ved at klippe flere enkeltstående digitalbilleder sammen. Men det kræver software. Her er et nyt og meget rost program af denne type: Det hollandske PTGui, som kan hentes i en 30-dages testversion på www.ptgui.com.

10.11.04.

Mozilla FireFox 1.0 er frigivet. Nu er den første officielle version af browseren Mozilla frigivet. Siden vi skrev om Mozilla FireFox i forsommeren, har flee og flere taget den til sig. Mozilla FireFox er klart overlegen i forhold til Internet Explorer. Jeg bruger den 95% af den tid, jeg er på nettet. Internet Explorer er nødvendig til ganske få websites, men til langt det mest fungerer Mozilla FireFox glimrende! Hent den på www.mozilla.org.

09.11.04.

Canon EOS 300 hacket. I Canons billige digitale SLR-kamera er der en del funktioner, der simpelthen er fjernet fra brugerfladen. Men kameraets computer og software er øjensynlig identisk med den noget dyrerer og mere avnacerede model 10D. De mere avancerede funktioner ligger derfor gemt i kameraet, og de kan let aktiveres med firmware update, der er udviklet af en russisk hacker kaldet "Wasia". Læs mere om det på Bob Atkins' site, hvor der også er link til den russiske firmware.

08.11.04.

Minolta RAW. Her er adressen til en RAW-konverter til digitale fotografer med Minolta-kameraer. Se Vector Graphics.

04.11.04.

Foto-websites. Her er et par adresser på websites, der kan være interessante for digitale fotografer. Se photoworkshop.com og image2use.dk samt Digital Retouching.

29.10.04.

Gratis RAW-konverter til Fujifilm. Vi er superbegejstrede for RAW-formatet, som det også fremgår af mange artikler. Det er fremtidens filformat til digitalkameraer, men indtil videre er det lidt problematisk med den manglende standardisering. Man er afhængig af den software kamera-producenten leverer, hvis man ikke har Photoshop CS. Fujifilms glimrende kameraer som fx S7000 og F810 kan optage i RAW, men Fujifilms egen RAW-konverter er helt ubrugelig. Nu har en japaner lavet en fin lille konverter kaldet "s7raw", som kan lave en deljusteringer direkte i de rå data. Den kan også gemme i 16-bit PSD- eller TIFF-filformaterne.

Hent konverteren, hvis du har et kamera fra Fujifilm, på denne adresse.

27.10.04.

Accelerator til Pentium 4. På denne adresse kan du downloade programmet Intel® Application Accelerator. Det er et hjælpeprogram, der kan forbedre disklæsning og programafvikling på pc'er med Pentium 4 og med visse af Intels nyere chipsæt. Prøv den - hvis den virker, kan din pc blive op til 30% hurtigere, helt gratis.

21.10.04.

Hæfter på vej. På næste fredag, den 29/10, udkommer vort ny hæfte "Windows XP - Powertips". Her er svar på en masse spørgsmål om sikkerhedskopiering, installation af ny harddisk, vedligehold af data og opsætning af Windows XP, Windows Update med meget mere. Ellers skriver vi på "Photoshop CS - lær det selv". Her kommer et helt nyt hæfte - alle øvelser er skiftet ud med nyt materiale og der er masser af nyt at lære.

20.10.04.

Gratis grafikprogram. Gimp er en stort gratis bitmap-editor, som vistnok er udsprunget af Linux-miljøet. Vi har afprøvet den i tidligere versioner, og da var det svært at sige meget positivt om den, udover at den var gratis. Brugerfladen var ganske enkel horribel. Den skulle være blevet stærkt normaliseret i version 2.0. Hvis du har tid og lyst til at eksperimentere med et ægte freewareprogram, der skulle byde på mange gode funktioner, så hent Gimp 2.0 for Windows her.

18.10.04.

Kraftigt lommekamera. Vi har tidligere anmeldt et 12 MP-kamera fra Fujifilm (Model S7000), som vi var utroligt begejstrede for. Det giver fremragende billedkvalitet, og er samtidig til at betale. Nu kommer Fujifilm med et lækkert lille lommekamera, som har den samme billedchip, og som i følge den første anmeldelse giver top-kvalitet for pengene. Læs om Fujifilm 810, anmeldt på dpreview.

14.10.04.

Nyt fælles RAW-format. Firmaet Adobe markerer sig mere og mere som som samlende og dominerende faktor indenfor digital billedbehandling. Det seneste udspil består i filformatet DNG (Digital Negative Format).

RAW-filer bliver mere og mere populære, og det er fuldt ud forståeligt. Læs selv den store gennemgang i bogen Digitalfoto. Når man gemmer de rå billeddata i en fil, har man det helt ægte digitale negativ. Det ny er, at Adobe nu har opstillet retningslinier for et fælles RAW-format. Hidtil har de de enkelte kameraproducenter benytter hvert sit format, hvilket har gjort efterbehandlingen temmelig besværlig. Vi kan kun håbe, at det fælles format hurtigt slår igennem. Læs mere her.

13.10.04.

Fremgang for Linux i Europa. Microsoft styrer fortsat mere end 90% af verdens pc'er med forskellige versioner af Windows. Men der er fremgang for open-source-systemet Linux. Tidligere på året skiftede bystyret i München fra Windows til Linux på 14.000 pc'er. Nu truer byen Paris med det samme. I Wien er beslutningen taget, og det samme er tilfældet i Bergen. Linux er også på vej ind i en række andre offentlige institutioner (ministerier mv.) rundt omkring i Europa.

I Tyskland er det Suse Linux (eget af Novell), man benytter. I Frankrig hedder den lokale variant MandrakeSoft. Microsofts svar er at tilbyde enorme rabatter. I Paris kunne licensudgifterne reduceres med 57%, hvis man ville beholde Windows. Problemet er bare, at skiftet til Linux ikke er økonomisk motiveret men rent politisk. Man er utryg ved Windows - uanset prisen.

12.10.04.

Nye muligheder med mobiltelefonens kamera. Man forsker meget i, hvad mobiltelefones kamera kan bruges til. Og her er der en række ny og ganske interessante funktionaliteter i støbeskeen. Hovedideen er, at man indbygger scannersoftware i mobiltelefonen. På den måde kan telefonen faktisk blive til en slags stregscanner. Den kan så affotografere en slags grafiske koder (spotkoder), som kan bruges i en lang række situationer.

Hvis man fx står i Elgiganten og ser på en harddisk-baseret videooptager, kan man via mobiltelefonen få alle de ønskede oplysninger om apparatet. Ved at affotografere spotkoden, får mobiltelefonen adgang til firmaets server, og de relevante oplysninger (tekniske specifikationer, lagersituationen mv.) kan aflæses på telefonens display.

Et andet scenarie kan være, at man står på en banegård eller i en lufthavn. På væggen er der en stor skærm, som kan vise alle informationer om ankomst og afgange, perroner og gates mv. Ved at affotografere en spotkode omdannes mobiltelefonen til en fjernbetjening, der styrer det store vægdisplay.

Alt dette er fremtidsmusik, men det viser tydeligt, hvordan en egentlig ganske uskyldig lille dims som en mobiltelefon kan videreudvikles til et helt nyt og meget avanceret produkt. Og samtidig udgør mobiltelefonens udvikling baggrund for en række ny forretningsområder og dervices, som på mange måder kan gøre livet lettere for alle forbrugere.

11.10.04.

Digital radio stort hit i England. Det er sjovt at se, hvor forskelligt de ny digitale teknologier slår igennem i de enkelte lande. I England er både digitalt fjernsyn og digital radio blevet store succeser. Hvor der i Danmark højest er solgt 10.000 DAB-radioer, så er englænderne på vej mod en million. Radioforretningern sælger nu flere DAB-radioer end analoge FM-radioer.

DAB-radioen fungerer også i Danmark. Man kan køre fra København til Skagen og høre den samme radiokanal uden udfald, hvis man har en DAB-modtager i bilen. men ingen bruger det øjensynligt. Privat kender vi ikke en eneste, der har DAB-radio. Det er lidt besynderligt, når nu systemet eksisterer og fungerer godt.

07.10.04.

Adobe Photoshop Elements 3.0. Ny version af det populære program. Adobe siger, at Elements kan klare 95% af det, som den rigtige Photoshop kan, og nu kommer der altså en ny version. Den mest interessante nyhed, set fra min side, er understøttelse af 16-bit farver og RAW-filer. Det ser ud til, at Camera RAW-modulet fra Photoshop CS er overført direkte til Elements! Se Adobe Photoshop Elements 3.0.

Der er også en stor PDF-fil at hente, som beskriver nyhederne.

01.10.04.

Neat Image - renser digital støj. Her er et filter, som kan´fjerne støj og optimere digitale billeder. Neat Image kan hentes i en gratis version, og det virker. Se Neat Image, som er et godt eksempel på de ny "intelligente" filtre, der udnytter de store kræfter i moderne pc'er.

28.09.04.

Slipstream - brænd en opdateret Windows-cd. Vi fandt en rigtig god lille guide på nettet. Læs hvordan man designe sin egen boot-cd med Windows XP-installationsfiler, service pack 2, drivere mv. Det er smart, bare følg opskriften; vi brændte selv en bootbar, opdateret cd på ganske kort tid.

27.09.04.

Slut med de rene diasscannere fra Canon. Vi har tidligere skrevet en del om diasscanning. Senest i den ny udgave af "Billedbehandling- lær det selv", hvor vi viser og anbefaler Canons fremragende bordscanner Canoscan 9900F. Det er en stor, hurtig og ekstremt lækker scanner, der kan scanne af filmstrimler, dias og negativer i høj kvalitet. Blandt andet har scanneren "FARE", som automatisk detekterer støv og ridser på filmens overflade, som herefter ikke scannes med. Vi var vildt begejstrede for Canoscan 9900F, og vi har da også anbefalet den vidt og bredt.

Tidligere benyttede vi en decideret filmscanner (FS2710) til scanning af dias. Men da vi testede bordscanneren 9900F, var det klart, at den gør arbejdet lige så godt - og langt hurtigere. Nu er Canon kommet med efterfølgeren Canoscan 9950F, der skulle være forbedret på en rækkke punkter. Bl.a. er opløsningen nu oppe på 4800 dpi (optisk). Med denne topmodel har man samtidig indstillet produktionen af diasscannere som FS2710 og FS4000. Vi håber selv på at få råd til at købe en 9950F i det kommende år.

Se omtalen i denne artikel på det engelske fotosite photo-i

24.09.04.

Nye processorer på vej. Intel's topprocessor Pentium 4 bliver stille og roligt forbedret som årene går. Den seneste "Prescott" udgave arbejder med en 800 MHz bus og har indbygget hyper-threading. Det betyder, at chippen i en del situationer kan løse to opgaver samtidig. Set fra Windows' side er det som om, at der er monteret to CPU'er i pc'en.

Der er flere ny versioner af Pentium 4 på vej. Bussen kommer op på 1066 MHz, og det giver bedre datatransport ind og ud af processoren. Mere spændende er, at der kommer dual-core processorer (codename "Smithfield"). AMD er på vej med lignende processorer. Her bygger man simpelthen to kerner sammen i een chip. Med hyper-threading vil sådan en dual-core-processor rent logisk optræde som et firedobbelt processorsystem (quad-core). Der skal nok komme knald på - også efterhånden som programmerne bliver bedre til at udnytte multiprocessoren.

Intels største problem er varmeudviklingen. De seneste Pentium 4 med Prescott-kerner er bygget i 90nm-procesteknologi. De burde afgive mindre varme end 130mn-udgaverne (Northwood), men det modsatte er tilfældet. Vores egen 3,0 GHz Pentium 4 med hyper-threading er dejlig hurtig, men det har været svært at finde en tilpas kraftig køler (som jo helst ikke må larme for meget). Processoren bliver meget let 60 grader varm, når den arbejder, og det er for meget. Intel lover, at varmeproblemet skulle blive løst i de de kommende 65nm-kerner.

23.09.04.

Design af hjemmesider. En ny undersøgelse viser, at folk klart foretrækker tekst fremfor billeder på hjemmesider. Se denne artikel fra Pressefotografforbundet.

Videooptagere med harddisk. Det er en type produkter, der er hastigt på vej frem. Se fx den tyske forhandler ProMarkt. Klik på "Video & DVD" i den venstre side. Så på "Festplatten-Recorder" herunder. Klik så på "Suche starten" nederst i billedet. Så får du mere end tyve modeller at se, til priser der starter ved Euro 299 (med 16% tysk moms).

Jeg ville meget gerne have sådan en sag i huset. Slippe for DVD-skiver og videobånd - der kan være 50-80 film på harddisken. Sony har nogle rigtig lækre modeller. Den største kan fås til 8000 kr. med moms. Se links her og et til her.

22.09.04. Web-hosting. Vi har skiftet web-providere. Der er penge at spare, hvis man kigger sig om. Den tyske udbyder 1and1 kan anbefales. For $10/måned får man en Business Package med 2 GB diskplads og plads til to domæner med meget mere. Det kan især anbefales til COM-domæner. Man skal kunne opgive en amerikansk postadresse for at blive kunde, men den behøver ikke at være aktiv - alt kan styres online. Ydermere har 1and1 en aldeles fremragende support. Man kan spørge om hvad som helst og får gode forklaringer pr. mail indenfor få timer.

21.09.04. Vi er lige stået op! Drikker kaffe. Er nu i fuld gang med at snakke med Jes Nyhus, det kan vi jo godt finde ud af. Men nu skal vi videre i teksten ... Der skal oprettes en weblog!

Web-log. Vi prøver indtil videre at lave denne log uden særlige redskaber. Vi blev anbefalet at bruge et PHP-script til webloggen, men det er ikke en teknologi, vi normalt bruger. Istedet har vi lavet et lille script i vores editor (NoteTab), som med ét klik kan uploade HTML-dokumentet. Scriptet bygger på Windows-programmet ftp.exe, som arbejder med tekstbaserede kommandoer. Det logger selv på FTP-serveren og gemmer web-loggen i den rette mappe. Så kan det vist ikke gøres lettere.

Næste side. www.karbosguide.dk. Copyright (c) 1996-2004 by Michael B. Karbo.